mandag den 17. marts 2025

 Formiddagsklubben:


Der er så mange historie om vores by, som ikke må gå i glemmebogen. Nej, de skal fortælles og gives videre, og det skal formiddagsklubben hjælpe til med.
Derfor mødes vi for at drikke kaffe, synge fra højskolesangbogen og ikke mindst høre om dét Augustenborg, som var engang, men ikke er mere, fortalt af byens børn.

 Det bliver ikke lange foredrag, for der skal være tid til at komme med bemærkninger og lade snakken brede sig. Men det bliver erindringer fortalt frit fra leveren med mig, sognepræsten, som interviewer. 

Alle er velkomne, og der er fri entre.


Næste gang vi mødes er den 18. marts i konfirmandstuen 09:30 - 11:30 for at høre

Poul Hansen: Et liv med bagerbrød og meget andet godt

fredag den 21. februar 2025

Prædiken til 3. s. e. helligtrekonger (Om høvedsmanden og hans syge tjener)


At blive holdt fast på dagen i dag

Der er noget målbevidst over den romerske høvedsmand. Der er noget kontant og redeligt over ham. Målbevidst søger han Jesus, for hans tjener er syg. Han er romersk soldat, og hele hans adfærd synes at røbe soldaten i ham.

Men blandt jøderne er han en foragtet og afskyet person. For han er hedning, og en hedning kan man ikke have med at gøre - det véd jøderne. En hedning er uren, og de rene kan ikke pleje omgang med sådan én - en uren.

Det véd høvedsmanden også: ”Jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag” siger han, men med en mærkelig form for selvfølgelighed. Som sagt, der er noget kontant og redeligt over ham. Der er ingen krybende underdanighed, der er ingen forurettelse, han kommer blot som den, han er. Og hos denne soldat, hos denne hedning, finder Jesus en tro, som han aldrig har fundet hos nogen i Israel.

Også det er mærkeligt, for man skulle jo mene, at det måtte være inden for Guds udvalgte folk, at troen var at finde. Men det er altså hos denne hedning, siger Jesus.

Jamen, er troen da ikke at kende Guds lov og lyde buddene? Er troen da ikke at have Gud med i hver tanke og handling og lade denne den religiøse optagethed sætte orden og retning i livet?
Jo, vil jøden sige og jo, vil vi sige, for de og vi er ordensmænd, der véd, hvad det at tro er. Men Jesus fremhæver altså en hedensk soldat og siger: ”Hos ham har jeg fundet en tro, som jeg ikke har fundet magen til i hele Israel”.

Store folkeskarer havde fulgt Jesus, da han kom ned fra bjerget, hvor han til disciplene havde holdt sin store tale om den gamle og den nye lov, og her nede i det lave får folkeskaren i en slags lignelse den samme tale sat for.
”Her ser I en troende mand, som I aldrig har set magen til”- og det var om en hedning, en soldat, Jesus sagde det - ovenikøbet en mand fra en besættelsesstyrke, der havde sat sig tungt på det udvalgte folk.

Men hvad kendte sådan én til Guds lov? Hvor var hans religiøse optagethed at få øje på? Var det mon den slags, som optog ham i lejren? Næppe, og vi kan forestille os forbløffelsen hos folkeskaren, for, hvad Jesus siger, er jo, at den slags betyder ingenting, når talen er om troen.

Hvad er den så? Hvad er det, der får Jesus til at fremhæve høvedsmanden? Hvad er, hvis vi kan sige det på den måde, hvad er høvedsmandens trosbekendelse?
Det lyder i én eneste sætning, der ganske enfoldigt udtrykker dét, som høvedsmanden kender så godt fra sin militære hverdag: Sig blot et ord!
For det er den erfaring, høvedsmanden kommer med: Siger jeg til den ene ”gå”, så går han. Og til den anden ”kom”, så kommer han. Derfor: Sig blot et ord!

Og på disse ord fra høvedsmanden er det, at Jesus kalder ham for den største blandt troende.

Jeg begyndte med at kalde høvedsmanden for redelig og kontant, han gør sig ikke finere end han er, han forsøger ikke at pukke sig til en ret, og han klager heller ikke over en uretfærdighed - han skal ikke sikre sig. Han er redelig og kontant.
Og vi må med folkeskaren forbløffes; skulle det være det hele? At stå ret for dagens og livets befaling, at stå ret for et ord - skulle det at lade hånt om fremtiden og sikkerheden og korrektheden være at tro?

Nej, vil vi sige sammen med det udvalgte folk og ikke mindst med dets ledere. Nej, den troende er et religiøst optaget menneske, som bekymrer sig om Gud og kirken og om den rette adfærd og fremtid.
Og skulle vi komme i tvivl om, at det er det rette, så vil vores ledere, både de verdslige og de kirkelige, belære os om vores fejltagelse. De vil belære enhver tvivlende om, at det gælder om at få fod på livet og ikke bare leve i hverdagens kortsigtede bundethed. Ja, de vil kalde det uansvarlighed at nøjes med sådan noget. Vi behøver blot at åbne den daglige avis for at møde belæringen.

Men her hører vi noget andet. ”Sandelig siger jeg jer”, og ordene er rettet ikke blot til det udvalgte Israels folk, men til enhver tid og til ethvert folk. Og de fortæller om en tro, som blev udtrykt i soldatens korte bekendelse: Sig blot et ord!
En bekendelse, som udelukkende bygger på, hvad han kendte fra sin tjeneste og hverdag i lejren, og som blev mødt med en tilsvarende bekendelse - en tilsvarende tro på et ord.

For vi skal lytte til høvedsmanden og til Jesus under ét.

At være til er at være under myndighed, under tiltale, og Jesus siger med sit svar, at andet er troen på Gud ikke, at den er at høre et ord og stole på det, at den er at lyde det ord, som kun kender til dagen i dag og Næsten ved min side.
For hvor ville vi være henne, hvis ikke et ord lød, som afslører enhver flugtvej og holder os fast på at være netop under et ord, der befaler os? Ikke et fint og spekulativt ord, men et jævnt og enfoldigt ord, der siger det samme, som livet selv siger: At du er sat i tjeneste - og som fortsætter: Og du skal slet ikke være andet.

Jesus viser nemlig al fortænkthed og alle paragraffer vintervejen og sætter os alene til at være tro, og han kalder dét for tro på Gud.
Helt anderledes er det med os mennesker. ”Hvor ofte skal jeg tilgive min bror”, spurgte Simon Peter engang, for er det ikke en menneskeret at få styr på det uoverskuelige og få orden på det uordentlige. Men Jesus svarede Peter med en lignelse om en gældbunden tjener, der ingen ret havde, fordi han kun havde sin gæld og skyld.

Ja, hvor ofte skal jeg, sådan spørger vi, for vi vil have system og orden og sikkerhed for både dagen og fremtiden og for, hvem der er ren, og hvem der ikke er det. Og vi mener, at Gud er forpligtet til at føje os i vores ønske.
Men evangeliet river os bestandigt ud af fromheden og planlægningen og sender os tilbage til stedet, vi står på.
Præcis som den spedalske, der fik besked på at gå hen og lade sig syne af præsterne. For han blev ikke hævet over sit folks skik og tradition, men han sendes tilbage til den. Renset, siger teksten os – frelst - kendt ren midt i urenheden - af et ord af myndighed. Ved den nåde fra Gud, som mødte ham i Jesu egen trofaste gerning blandt mennesker.

Hvad, vi hører i dagens fortælling, er derfor, at der må lyde et ord, som er af en anden myndighed end den, vi selv formår at præstere. At vi må bede om det ord, som er fra himmelen, fordi det holder os fast på jorden, som er af evighed, fordi det holder os fast på dagen i dag.
Fortællingen er en slags lignelse. Den er nemlig en lignelse på evangeliet selv. At en udstødt trænger sig ind, hvor kun de rene må være og således bryder de vedtagne grænser - at en fremmed er den, der alene tør stole på et ord.

Jo, fortællingen er en lignelse på evangeliet selv, og den er en nødvendig lignelse, fordi enhver tid altid vil finde sig en ny korrekthed af Guds ord. At det f.eks. er den udstødte og fremmede, der skal dyrkes, eller det grænsenedbrydende, eller det anderledes eller, hvad vi mener skal dyrkes i dag som Guds udvalgte.
Men evangeliet siger: Nej! Evangeliet siger, at der skal slet intet dyrkes, for livet skal blot leves i lydighed mod det livets ord, som dén dag var kommet ned fra det høje til det lave. Det ord, som nådigt satte rene og urene, udstødte og udvalgte, på samme plads.

Amen


tirsdag den 3. december 2024

Prædiken til 1. s. i advent

 Dér stod folkeskarerne langs vejen og hyldede Jesus som frelser, som konge. De bredte deres klæder ud foran ham, de jublede og råbte, og de brød palmegrene af og spredte dem, hvor han red. Og de hilste ham med hyldestråbet ”Hosiana, du Davids søn, hosiana i det højeste”. Jo, jublen ville ingen ende tage.

Det var i sandhed et kongeligt indtog, hvis man kigger på det ydre – på skarerne og deres begejstring og handlinger. Og det er også et kongeligt indtog, når man holder sig de gamle skrifter for øje, sådan som Matthæus gør. Men det er kongeligt på to måder.

 Det er kongeligt, hvis vi kigger på det ydre – på hyldesten og mængden, og kongeligt, hvis vi kigger på sagtmodigheden og trældyret, der rides på. De to former for kongelighed er med andre ord i direkte modsætning til hinanden. Og det på flere planer, for her fortælles der om den begejstring, vi mennesker kan gribes af, uden at vi kan forklare hvorfor, og så fortælles der samtidig om en skikkelse, der midt i begejstringen dog er ganske ene, fordi han er modsætningen til netop mængden og antallet og råbene.

 Folkeskarerne så, at der kom en konge, men de så ikke, hvilken konge der kom, og derfor red han ensom iblandt dem. For det eneste, Jesus gør som forberedelse til indtoget, er at sørge for ridedyret, trældyret, dvs. det eneste, han gør, er at bekendtgøre, hvori hans kongedømme består. Men det er ikke dét kongedømme, der hyldes af skarerne. Og derfor er indtoget en foregribelse af, hvordan det skulle gå ham, at han skulle ende på korset – ene over for den ganske verden. Ja, allerede i Bethlehem begyndte det, for der var som bekendt ikke plads til ham i herberget.

 Hvorfor begejstres vi mennesker? Hvorfor finder vi sammen i jubel og henrykkelse? Hvordan går det til, at mange stemmer råber med én røst?

 Det meste nærliggende svar er vel, at begejstring smitter – at det er nærmest umuligt at holde sig udenfor, når jublen slår sammen om én. Men der er også et dybere svar, nemlig det svar, at vi alle er opfyldt af en søgen og et ønske om at se meningen med livet og fornemme en opfyldelse af vores håb og en afhjælpning af vores trængsler.

 Mange af os har sikkert set gamle filmklip fra Tyskland under 2. verdenskrig med de enorme folkemængder, der var forsamlet, og hvor føreren kom kørende og med afmålte nik og vink nådigt hilste på forsamlingen. Vi har set jævne almindelige folk, bundet sammen af en begejstring for en fører, der skulle give dem indhold i livet og storheden tilbage. Og denne alt for bekendte fører lod sig hylde, nådig og afmålt. Klippene viser, at hyldesten var enstemmig, og som sagt, at den blev modtaget.

 Og man spørger sig selv, hvad mon den enkelte i forsamlingen ville sige, hvis han blev trukket ud af mængden og blev bedt om at gøre rede for sin hyldest og sine råb? Han ville sige: ”Nu kommer sandhedens time, nu kommer gengældelsen for, at der er blevet trådt på os efter 1. verdenskrig, nu kommer det menneske, der står solidarisk med os og vores fælles ønske om at have betydning”.

 Måske ville denne ene sige: ”Nu er troen og meningen kommet til os, troen på fremtiden og meningen med vores lange historie”. Og så ville denne ene hurtigt ile tilbage til de andre for ikke at gå glip af noget. Måske ville han være den, føreren lod sit nådige blik hvile på og den, hans nik gjaldt.

 Ja, hvorfor begejstres mennesker? Er det ikke, fordi al deres længsel pludselig ser ud til at blive stillet, er det ikke fordi, det er så svært at leve i fornedrelsen og håbløsheden? Og for 2000 år siden har det ikke været anderledes.

 Men her var der ikke noget nådigt blik og ingen modtagelse af hyldesten, for ganske ene red Jesus ind i Jerusalem. Ensom red han, for den hyldest, der mødte ham, gjaldt det modsatte af, hvad han bragte dem, og hvad det lille arbejdsdyr, æslet, kundgjorde.

 Og få dage efter gik det op for dem, hvor grusomt de havde taget fejl, at han bragte ikke, hvad de havde forestillet sig.

 Derfor er det hele Jesu gerning fra Bethlehem til Golgata, der her møder os. For sådan som den dag i Jerusalem drager han bestandigt ind, også hos os i dag, med den kongelighed, der er modsætningen til alt, hvad vi mennesker forstår ved kongelighed. Fattig, ussel og tavs. Barnet i krybben og manden på korset. Hans kongegerning er modsætning til, hvad skarerne bestandigt forstår ved kongelighed. I Bethlehem, I Nazareth, i Jerusalem.

 Og hvis vi endnu en gang gør det eksperiment at trække én ud af skaren, der få dage efter indtoget råbte ”korsfæst ham”, og spørger ham, hvad der nu driver ham, så vil svaret nok være, at det var en fejltagelse: ”Jeg troede, at han bragte meningen og storheden, men det holdt ikke. Jeg synes pludselig, at livet fik indhold, men det var en fejltagelse, det var en misforståelse, en skuffelse. Ja, jeg føler mig nærmest bedraget, og det kan jeg ikke leve med”. Og så ville denne ene hurtigt vende tilbage til de andre for at deltage i den fælles dom over ham, der skuffede så fælt.

 Og han ville ikke opdage, at bedraget var hans eget. For Jesus havde netop udvalgt sig trældyret som sit ridedyr, dvs. tjenerens dyr. Han red sagtmodig og ene, han kom ikke triumferende på en hvid ganger, han modtog ikke deres begejstring med nådige vink og nik.

 Men hvad bragte han da? Hvad skal det hele være godt for, når mennesket sådan lader sig bedrage, og vil bedrage sig selv?

Det er dét, en adventsprædiken må handle om. For hvad angår de jordiske førere, så er er ingen tvivl om, hvad de vil, og hvad de lover. De vil netop, hvad vi ønsker mest, og de forsikrer det i tale efter tale.   Men hvad bragte Jesus? Hvad ville han?

 Ja, for det første må man konstatere, at han ikke var ude efter folkets hyldest, at han ikke lagde vægt på menneskers mening om ham. Dernæst var det tydeligt, at han ingen plan havde, ingen vision, som det vist hedder i dag. Hans ærinde og opgave blev ikke dikteret af menneskers tro og ønsker. Nej, for hans ærinde var alene at være tro mod det, enhver står i, nemlig dødens liv, som det er.

 Det er dét indtog, der finder sted adventssøndag og juledag og hver eneste søndag. Virkelighedens indtog uden pynt og begejstring – det er sandhedens indtog.

 Det er den eneste kongelighed, han har – fattigdommens, virkelighedens, sandhedens kongelighed – at være tro mod livet, som det er lige til døden. Sådan var og er hans opgave, og således kommer den til at være modsætningen til alt, hvad vi mennesker mener at have ret og krav på.

 Det er det usmykkede og virkelige livs indtog, der finder sted i dag, indtoget af tjenesten - af trællegerningen - for det, der er bag alle jordiske planer og visioner. Det er den tjeneste, der var og er hans, at stå ved sandheden, at være tro ikke mod stemningen og de svingende grene og meningsmålingerne, men mod livet selv, som det er bag al begejstringen.

 Og denne tjeneste var hans udelukkende af én grund – for den fattiges skyld, for det menneskes skyld, som er bundet uløseligt til livet med døden for øje. For din og min skyld, til os drager han ind. Tjener for den afmægtige, tro mod den, som intet kan og intet forstår.

 Han kender ingen anden sags end barnets, der intet andet kan eller formår – ingen anden end det fortvivlede menneskes sag - din og min sag.

 Så ringe og ussel er hans kongelighed – ja, for os ser den ud af intet, hvorfor vi skynder os at se, hvad vi ønsker at se, og hylder dét.

 Men det er den sagtmodige konge, der rider ind, og han rider på en tjeners dyr, og således bærer han det, som kun han vil bære: hele den arme menneskeheds byrde. Og han bærer den ene, for der var ingen nådige nik og vink til ham, da det viste sig, hvad han hele tiden havde været: sandheden og det nøgne livs tjener. Og ene bærer han sin byrde frem for Gud, sagtmodig og tavs rider han væk med den fra os, for hos os at efterlade den eneste kongegave, han har at give: sin egen tro, sin egen troskab mod livet, som det er – i dag og i året, der kommer.

 Og han kalder det at få skænket hans tro, han kalder dette at være i Guds rige.


Amen


mandag den 11. november 2024

Den ny klub

Formiddagsklubben:

Der er så mange historie om vores by, som ikke må gå i glemmebogen. Nej, de skal fortælles og gives videre, og det skal formiddagsklubben hjælpe til med.

Derfor mødes vi for at drikke kaffe, synge fra højskolesangbogen og ikke mindst høre om dét Augustenborg, som var engang, men ikke er mere, fortalt af byens børn.

 Det bliver ikke lange foredrag, for der skal være tid til at komme med bemærkninger og lade snakken brede sig. Men det bliver erindringer fortalt frit fra leveren med mig, sognepræsten, som interviewer. 

Alle er velkomne, og der er fri entre.


Næste gang vi mødes er den 18. marts i konfirmandstuen 09:30 - 11:30 for at høre

Poul Hansen: Et liv med bagerbrød og meget andet godt

søndag den 22. september 2024

Resultatet for valg til Augustenborg Menighedsråd.

Jørgen Sandholt

Kurt Christensen

Dorte Falgren Elsner Jensen

Randi Lehmann

Thormod Skovgaard Andersen

Inge Tyrrestrup

Stedfortrædere:

Birgit Holm

Elke Christensen

Afstemningsvalg til afholdelse den 19. november kan ske ved indgivelse af kandidatliste med 6

kandidater samt 6 stillere senest 15. oktober.

Funktionsperioden er fra 1. s. i advent 2024 til 1. s. i advent 2028

Den særlige formular til kandidatlisten skal hentes og afleveres på Midtkobbel 19, Augustenborg,

mellem kl. 8-16

Augustenborg Menighedsråd

torsdag den 29. august 2024

En mors forfejlede bøn

 – Prædiken til 13. s. e. trinitatis.

 
 Jakob og Johannes ́ mor kom til Jesus og bad om en god plads for sine to sønner, når de kom i hans rige; hun bad om, at de måtte sidde ved hans højre og hans venstre side. Denne bøn til Jesus er anledningen til en episode mellem disciplene, der atter giver anledning til ord af Jesus.
Begge gange må Jesus gå i rette. Først med moderen og hendes sønner, fordi bønnen, de kommer med til ham, er ugudelig. ”I ved ikke, hvad det er, I beder om”, siger han. ”Det er Guds bestemmelse, I vil blande jer i”. Dernæst går han i rette med de øvrige disciple, fordi de straks stiller sig på hans parti og begynder at bebrejde Johannes og Jakob og moderen den formastelige bøn, de var kommet med.
 Han bebrejdede dem, at de mente, det tilkom dem at gøre hans ord til deres.

Og det er et typisk træk hos Jesus, at han næsten altid er mere på vagt over for sine venner end over for sine fjender. Og når nu disciplene falder over de to brødre og uden betænkelighed stiller sig på Jesu side, så må Jesus vende sig imod dem, for nu er de på sin vis lige så ugudelige, som brødrene var det, for også de havde glemt forskellen: Forskellen mellem Gud og menneskene, eller forskellen mellem mesteren og hans disciple. At der er en forskel, et skel, her på jorden, et skel, som ikke går mellem mennesker indbyrdes, men mellem mennesker og Gud, mellem disciplene og deres Herre.
 Og hvori består dette skel? Det består deri, at Gud har altid ret. Og menneskene over for ham altid uret. Det består deri, at menneskene aldrig med nogen som helst ret kan stille sig selv på Guds side, altså af sig selv være ven med ham. For Gud er skaberen, og mennesket skabningen. Gud er Herren, dommeren, menneskene de skyldige, de anklagede. Hos Gud hersker døden ikke, hos menneskene hersker døden.

 Jo, der er et skel, et uoverskueligt svælg, og det glemte Zæbedeussønnerne og deres mor, skønt de kom med en anmodning, en bøn, og det glemte disciplene, da de straks stillede sig på Jesu side og gentog hans irettesættelse. For hvad Jesus kunne sige, havde de ingen ret til at gentage som deres ord. Det var ikke dem, der var Gud eller Guds søn. De hørte hjemme på samme side af skellet, som brødrene og deres mor. Da den ene røver på korset gik i rette med den anden røver, sagde han som bekendt: ”Vi er under den samme dom som Jesus, men vi er det med rette”. Denne røver glemte ikke skellet, men forstod det ganske ubevidst og ureflekteret, og derfor sagde Jesus til ham: ”I dag skal du være med mig i Paradiset”.

Nej, intet menneske kan med nogen ret tale om Gud eller tænke om Gud, som om der intet skel var dem imellem. For Gud er ikke en del af vor verden, han er udenfor. Han er ikke blot større end os, for så var det kun en gradsforskel, der var mellem ham og os. Det er ikke en gang nok at sige om ham, at han er fuldkommen, og vi er ufuldkomne, for så var den fuldkommenhed, som vi ikke har, dog af samme art, som den Gud har. Nej, der er et skel mellem ham og os, mellem hans verden og vor verden, som er
så dyb, at det forbyder os på nogen måde at sammenligne os med ham. Selve sammenligningen er ugudelig, som om han blot var en heldigere, smukkere udgave af os.

 Deri består både de to brødres, deres mors og disciplenes ugudelighed, at de uden videre så bort fra dette skel. Og deri består al ugudelighed altid. Derfor måtte Jesus tale dem strengt tilrette: ”I ved, at folkenes fyrster hersker over dem, og de store bruger myndighed over dem, således skal det ikke være blandt jer, men den, som vil være stor i blandt jer, skal være jeres tjener, dvs. han skal huske, at han ingen ret har”.

 At gøre sig til forbundsfælle med Gud, dvs. at glemme skellet ved at sige, at selvfølgelig er jeg på Guds side, det er den måde, vi mennesker afskaffer Gud på. Det er sådan, vi slår ham ihjel. Nej, vor vilje eller beslutning kan ikke overvinde skellet mellem ham og os. Intet menneske har ret til at påstå at være Guds forbundsfælle. Det er ugudeligt at gøre det, også selvom måden, det sker på, ser from og ydmyg ud. Det er jo netop, hvad vi i dag hører Jesus sige til de to brødre og deres mor.

 For hvad er det han siger? Han siger det samme, som han sagde til djævelen i ørkenen, den gang djævelen ville opfordre ham til at optræde som Gud; gør denne sten til brød, kast dig ud fra templets tinde og vis, at du er Guds søn. Jesus siger det samme, nemlig at det ikke er hans gerning at bevise Gud, men at tale Guds ord. Jeg er ikke kommet for at fælde Guds dom over jer, men jeg er kommet for selv at gå ind under Guds dom. Jeg er kommet for at håndhæve skellet mellem Gud og mennesker, og det gør jeg ved selv at underlægge mig det. Og dette, at han fastholdt skellet, det var den måde, han talte Guds ord på – således var han Gud.

Så mærkeligt, så selvmodsigende er det. For vi kan sige, at netop ved at håndhæve dette skel, ved at håndhæve det helt til døden, ja så nedbrød han det samtidigt. Ved at håndhæve skellet gjorde han atter Gud til Gud for os her på jorden. Han så at sige rev livet ud af vor hånd og gav det tilbage til Gud.
Ved at skellet mellem Gud og mennesker, mellem Guds rige og denne verden, blev fastholdt helt og aldeles, sker der det overraskende, at skellet overvindes. Det var, hvad Jesus gjorde helt og ubetinget.

 Det, som er os mennesker umuligt, det gjor- de han. Han naglede vores gældsbrev til korset, sådan at det blev bragt ud af verden, ikke ved vore fromme ønsker og beslutninger, men ved at blive håndhævet af Gud selv ved vor herre Jesus. For Gud er synderes Gud, de anklagedes Gud, de skyldiges Gud.

 Når vi derfor tror, at det er os, der ved fromme og gode gerninger skal vinde en plads ved Guds side, så minder evangeliet os om, hvem vi er, og hvad Gud er. At vi, vi vil være noget, regne os selv for noget, men han, han vil, at vi ikke skal være noget, fordi de, der intet er, er dem, han kendes ved. Evangeliet minder os om, at de bedste pladser i riget ikke er beregnet for de gode og fromme, men for de lidende og svage. Og ved Kristus lader han os det vide. Han, som ikke kom til denne verden for at lade sig tjene, men som kom for at tjene, dvs. for ikke at være noget. Han gik vejen fra jord til himmel, for, at når han blev ophøjet fra jorden, skulle han drage alle til sig.

 Og ingen kan komme uden om hans gerning, ingen kan smutte ind ad bagvejen, en sådan findes nemlig ikke. For kun han er vejen, sandheden og livet.

Amen
 

 

søndag den 9. juni 2024

Enhed – prædiken til 6. s. e. påske

Jesus beder om enhed, han beder til Gud om, at alle de, der tror på ham, må være ét.

Og enhed, det er et ord, der har en god klang i menneskenes øren. Hvad er det, vi ønsker efter det forrige århundrede med strid og ufred og to verdenskrige, ja, hvad er det, vi ønsker i vores jævne dagligdag? Vi ønsker enhed og fordragelighed. Vi ønsker fred.

Vi er så trætte af al den strid, vi er så trætte af kævleriet og af alle de yderligtgående standpunkter, der kun fører spektakel med sig – og vi fortæller os selv og hinanden, at der ikke må være større modsætninger i verden, end at mennesker og folkeslag kan og skal finde hinanden i en fælles indsats.

Vi fortæller hinanden, at mennesker da må kunne råbe hinanden op og finde fælles fodslag, sådan at historien ikke gentager sig og det hele begynder forfra.

Jeg tager vist ikke helt fejl i, at det er denne tanke, at det er dette ønske – for ikke at sige indsats – der ligger enhver dybest på sinde: Dette, at ingen standpunkter må findes så urokkelige, at det står over enheden og det fælles fodslag.

Men der er to ting at sige om en sådan holdning. At det for det første fører til den mest indædte yderligtgående magtsyge. Hvad ikke mindst netop det forrige århundrede fortæller så tydeligt som muligt. Var det ikke netop enheden og fællesskabet, som både de sovjetiske og national-socialistiske ideologier satte øverst, og med alle midler ville gennemtvinge?

Nej, hvor enheden og fællesskab sættes som det hellige, der følger undertrykkelse prompte efter.

Det var det første, der var at sige. At de smukke ord og de gode viljer uvægerligt fører deres egen modsætning med sig.

Men dernæst er der at sige, at netop sådan taler man om enheden, når man mangler tro – dvs. når man benægter faktum, når man benægter, at virkeligheden er virkelighed, så taler man med disse store ord om værdierne, som det i dag hedder. For faktum her i verden er, at livet er strid og modsætninger og magtkamp.

Det siges ofte, at i gamle dage kunne man lave en tilsyneladende harmonisk enhed, man kunne lave en lykkelig enhed, en fredfyldt tilværelse. Men vi skal ikke tage fejl, for det skete altid på andres bekostning. Når de gamle grækere kunne gå omkring på Akropolis og drøfte tingenes sammenhæng i ophøjet ro, så var det blandt andet fordi, de havde slaver til at varte sig op, og når de rige kan indrette sig en harmonisk tilværelse, hvor de har tid og overskud til at dyrke kunst og rejser og andet fint, hvor de er hævet over det daglige slagsmål for brødet, så lever der ved siden af dem de fattige, der må bære byrderne for dem.

Ved den rige mands dør ligger der altid en fattig Lazarus. Det er den pris, som enheden altid har, når den skal realiseres her på jorden – når den bliver et jordisk ideal og mål; at den aldrig nogen sinde kan gennemføres, uden at næsten, medmennesket, nabofolket, betaler en grusom pris.

––

Og lad os derfor slå fast til at begynde med, at når Jesus beder om enhed, så er det ikke drømmen om harmoni og billig lykke på jorden, han taler om. Nej, det er alene troen, han beder om – det er troskaben mod livets faktum, han beder om.

Og derfor er hans ord om, at de alle må være ét, slet ikke egnet til et programpunkt for bevægelser eller organisationer, heller ikke de kristelige.

Nej, i den bøn vi i dag hører Jesus bede, beder han om en enhed, der ikke er af denne jordiske slags. Jesus siger udtrykkeligt, at de må være, som du, Fader, er i mig, og jeg er i dig. Det er den enhed, han beder om.

Og det vil vi se lidt på, for hvori bestod Jesu enhed med Gud? Svaret er, at den bestod i, at han netop ikke lod alle modsætninger gå op i en højere enhed og således lod alt være lige-gyldigt.

Men hans enhed med Gud bestod i, at han lod én modsætning stå fast i alle forhold; modsætningen mellem himmel og jord, modsætningen mellem Gud og mennesker, mellem menneskers drømme og planer og Guds vilje.

I denne modsætning var han ét med Gud. Fordi han fastholdt denne modsætning, var han ét med Gud. Fordi han var tro mod, at jorden er jord og himmelen himmel, at menneskers utopiske ønsker og Guds vilje ikke er ét og det samme, men er modsætninger. I denne troskab – i denne tro - er han ét med Gud.

Det var det eneste, der for ham gjaldt; at modsætningen stod fast, at han aldrig var til at rokke fra, at det er Gud, der er Gud.

Og ved denne ubetingede troskab blev alt, hvad han sagde, et angreb på den menneskelige længsel og det menneskelige drømmeri om fred og fordragelighed og enhed og fællesskab.

Vi kan også sige, at ved sin tro på Gud som Gud, blev alt, hvad han sagde, en afsløring af, at ordene fred, fordragelighed, enhed er de mest farlige og løgnagtige ord, der findes. For på almindeligt dansk hedder det at ville hytte sig selv. At slippe billigst muligt – det er selvkærlighed på den mest raffinerede måde.

Vi mener ganske vist, at det er fromme og gode ord, ord, der har med troen og kristendommen at gøre, men Jesus viser os, at når disse ord sættes som høje mål for menneskelivet, så betyder de et brud på netop menneskelivet – på fællesskabet -med alle de lidende og fattige, som er bundet til dagligdagens slid og kamp.

Vi kan også sige det på den måde, at Jesu enhed med Gud var den, at han stillede sig på det stridende og lidende menneskes side. Hans enhed med Gud var den, at han ikke svigtede dem, der var bundet til livets vilkår, til livets faktum. Han skulle ikke gøre den fattige rig eller synderen og tolderen til acceptable og anstændige mennesker – nej, han stillede sig ved deres side, og det var det eneste, han gjorde.

Det er dét, det betyder, når vi hører, at han spiste med toldere og syndere - og således angreb han alle de utopister og ismer, der vil have livet gjort godt, førend det er værd at leve. Han gjorde det, ved at være tro mod jorden – tro mod, at Gud er den, der er Gud.

For alle disse ord, alle disse planer og al den organiseren af en bedre og fredeligere verden, hvad er det andet end udelukkende selv at ville slippe for at være tro mod jorden og næsten – nej, de er intet andet end en lang flugt fra jorden og stedet, hvor du selv er krævet.

Men én lod sig ikke bluffe af ordene og planerne, og i dette er hans enhed med Gud.

Og nu hører vi i dag, at han beder om, at alle de, der er kommet til tro på ham ved disciplenes prædiken om ham, må være ét ”ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig. Så verden må tro, at du har sendt mig”.

Og det betyder ikke andet end en bøn om, at den, der har mødt Jesu tro, må tro, at i ham har han mødt Gud. Altså ikke som den, der vil skabe jorden om til himmel, men tværtimod den, der fastholder os på, hvad vi er, og fastholder vores jord og forskellighed som det faktum, dette er.

For det er al kristendoms inderste kerne, at der ikke lyves om livet eller striden eller modsætningen, at der ikke strøs sand på alt det, der binder og baster os til dagligdagen og den næste, vi helst vil løbe fra, men at du og jeg må tro, at i Jesus er Gud kommet til os, som vi er.

Og det mærkelige er, at Jesus kalder det herlighed – det, som vi og alle folkeforførerne kalder fattigdom, dette at stå ved livets faktum. Stå ved, at det ikke skal være finere og fredeligere, end det er. Stå ved dét netop nu. At blive sat dér, dét kalder Jesus for herlighed.

Han spiste med toldere og syndere, for han gjorde sig som den eneste til ét med dem. Det var den eneste enhed, han ville, for er Gud for os, hvem kan da være imod os.

Amen